Få dig til at fortælle lidt om dig selv om firmaet Rampe eller Hannemand. Hvordan startede det egentlig? Vi startede simpelthen ved at vi gik op til en bogtrykker og fik trykt et visitkort med vores gode fede ansigtsfr, som vi har I en uge dag. Så var firmaet I orden. Vi var begyndt. Der var ikke noget med registreringer eller hvad? Vi havde vores visitkort, og så betragtede vi os som rådgivende ingeniører. Det lyder da meget lidt. Det er også nærmest så sjovt, jeg siger det jo. Men vi havde jo nogle projekter allerede. Så vi gik I gang på dagligstuebordet. Det var jo ikke her, hvor jeg sad nu, det var det andet sted. Vi havde jo ikke noget kontor, så vi gik I gang på dagligstuebordet med de projekter, vi nu havde fået fat I allerede. Hvorfor startede I firmaet? Jo, det var jo lige efter verdens anden verdenskrig. Og vi var begge to ansat hos englund og hanman og ja. Og englund havde jo lavet en hel masse brug. Lillebits, Storstrømsbroen, Mønsbroen. Der var lidt lavvand I brug, der var ikke flere brug at lave. Og så synes vi, at måtte have noget I gang selv. Og der var også en anden ting, vi tænkte på. Vi havde gået der, vi var lektorer på Danmarks Tekniske Højskole begge to. Og vi havde gået der og haft eksamensprojekter, lært de studerende, hvordan de skulle for eksempel lave en bro, gået og undervist. Og så, når de var færdige, så rettede vi det, så vi gav dem karakter. Og så arkiverede vi det. Og det synes vi egentlig var trist, at vi aldrig nogensinde selv fik noget op at stå. Og derfor tænkte vi: Nu må vi se at komme I gang. Og I skulle vel også tænde nogle penge? Ja, ærligt talt så tænkte vi overhovedet ikke på det. Det eneste vi tænkte på, det var, om jeg havde råd til at kvitte den halvdag hos engelån. Og beskæftige mig med den rådgivende virksomhed. Hvad var jeres første opgave? Første opgave var en entreprenør, der kom og spurgte, om jeg ville lave en svingende beregning til en skorsten. Og det gjorde jeg så. Og så sendte jeg en regning, og det var den første regning, vi sendte, og der var vi jo ikke vant til den slags ting. Den var på hundred kroner. Så det var faktisk med betænkelighed, at jeg synes, vi begyndte at sende regninger frem. Det kunne I ikke leve længe, I var? Nej. Men heldigvis kendte jeg jo en hel del mennesker. Jeg underviser også på kunstakademiet. Og derved havde jeg jo lært en hel masse arkitekter at kende. Jeg havde været ansat I et par entreprenørselskaber. Jeg kendte også en hel masse inden for den kreds der. Og derved havde vi altså et godt grundlag, folk vi kendte. Vi kendte jo ikke meget til det, der hedder management. Vi havde kun det tekniske at holde os til. Og så begyndte opgaverne at strømme en. Nej, strøm og strøm, det er jo nok for meget sagt. Men vi fik der som appbestiller, at vi ansatte Knud Lauras. Og så var vi halvanden mand. Og det var I hvert fald første gang I firmaet, den eneste gang I firmaet, vi er blevet tragedabtet så hurtigst. Hvad var det så for projekter, I havde dengang? Jeg havde været ansat hos professor Nøkken ved før at blive ansat hos engelon. Og der havde jeg arbejdet med radiomaster og med Radiohuset. Og de to opgaver arbejdede vi fra nøkiet ved faktisk. Vi står nu I koncertsalen I det gamle radiohus på Rosenens Alv. Det er begyndelsen til Ramebøller Hanmanns byggeri for tv og radio. Jeg var ansat hos professor Lyngvild, han var rådgivende ingeniører her på radiobhuset, og da han døde I tusinde hundred og femogfyrre, fik vi hans arbejdere og gik videre med dem. Jeg havde fået den opgave hos WWW ved at beregne kuplen over salen her. Og det var temmelig besværligt, det synes jeg I hvert fald. Der var ikke rigtig metoder til at beregne skalkonstruktioner dengang, så jeg forsøgte blandt andet at inddele skallen I femten punkter og opstille femten ligninger med femten ubekendte. Det er ret besværligt at løse, når man ikke har EDB. Besværlig at løse I hånden. Men det førte heller ikke til noget. Så fandt jeg en anden metode, men der var jeg oppe I virkelig astronomiske tal. Der var et tal, der skulle ganges med ti I otteogfyrre-tyve. Potens. Det vil sige, det var et tal, der skulle ganges med et et-tal med otteogfyrre nuller bagefter. Men heldigvis kom jeg ned på jorden igen og fandt, at hjernenbetonskallen skulle være tolv centimeter tyk. Du sagde også noget om radiomester? Ja, der havde jeg siddet I mange år flere år projekteret radiomester hos NynD. Og det var så tidligt som før krigen. Og der havde vi netop fået udført nogle master og projekteret den ud til Herstede Vester. Og han endda fået gravet holdere, men så brød krigen ud. Så sagde man inden for radioingeniørjenesten: Selvom krigen jo nok ikke var så længe, så må vi hellere kaste hullerne til, så der ikke falder en ko ned I det. Men der gik jo fem år. Og på det tidspunkt var nuken være død. Og så overtog vi radiomasterne, og så begyndte vi med den store produktion, vi kom I gang med. Vi havde faktisk ikke et eneste øjeblik siden tusinde hundred og femogfyrre haft en periode I selvskabet, hvor vi ikke havde haft med radiomaster. Gladsaxmasten, den kender vi jo alle her I Københavns området. Er det også et RH-projekt? Det er jo et godt eksempel netop på handels mast. En meget smal slank mast. To hundred og sytten meter høj. Altså dobbelt så højt som ROLDvsårnet. Det er jo virkelig besværligt at rejse sådan en mast. I begyndelsen rejste vi masteren. Nu skal jeg lige vise, hvordan vi rejste dem. Vi lagde masten ned og præfabrikerede den på jorden, og så lavede vi en lille hjælpe- mast. Den var forholdsvis nem at lave. Så havde vi forbindelse der. Så trak vi den lille mast, og så rejste vi massen op sådan der. Og på den måde så fik vi altså klaret det der. Senere har man nu rejst dem op I sektioner, efterhånden som massen blev større og større. Da vi havde sådan en masse engang, det var ved Kalundborg, der ligesom den stod sådan, så gav det et vældigt bom, og den satte sig, og der sprang en flis af fundamentet. Og hanmanden havde stillet sig om bag et skur og begyndte at regne på det. Folk sprang rædselslagene væk, men det var ikke sjovt at få sådan en masse I hovedet der. Så regnede hanmanden lidt på det, men ur havde jo ikke meget væk, når man står bag et skur og mumler frem for sig. Så han tog en hammer, så gik han hen og slog et mægtig slag på fundamentet. Og så sagde han: Fundamentet er sgu godt nok. Fortsæt! Op kom masten. Ja, det er et eksempel på en af Hanmanns elegante lette konstruktioner. Den består I hovedkonstruktionen af tre massive rundjern, hundred millimeter tykke, der går helt op igennem. Og de er forbundet med andre rundjern gitterstænger her. Det hele er svejset sammen. Det er en meget, meget lettere og billigere konstruktion end de gammeldags vinkeljernsemester, hvor man må bolte dem sammen. Nu er der jo en hel masse kabler og sager på, og det gør den selvfølgelig lidt mindre elegant, men den er jo bygget for at blive brugt. De rundjandsmaster har en mægtig succes. Ikke alene her I Danmark, men rundt omkring I verden. I Norge har vi altså mangemaster, I Sverige har vi master, I Finland har vi master længere væk I tunis. Det foregik på den måde, at vi I et fransk tidsskrift havde en artikel om Rundjernsmaster. Og nede I Tunnies, der var der et stålvalgseværk, Elfolihed det, og direktøren han så de rungertsmaster og tænkte: Det er lige noget for mig, fordi man kun valse rungern dernede. Vinkeljern og de vrider sig, hvis man valgte dem der. Så det kan man ikke Det er meget sværere. Han kunne kun lave rundjern, og så spurgte han, om vi ikke kunne komme ned og se på det. Og tilfældigvis var jeg lige I tunis dengang, og jeg gik selvfølgelig straks hen til at sige det, og vi fik en god snak om det. Og kort efter, så havde vi fået et kontor dernede I tunis. Jørgen Larsen var den første leder af det. Han var der I tre år, men det har vi jo haft siden noget nede I tunis. Og det var det første virkelig udlandskontor, vi havde. Nu har vi talt en hel masse om København. Hvordan startede de store kontorer I Århus og Odense og Nørresundby? Ja, en dag der ringede en direktør Vene fra elværket Midtkraft I Aarhus. Og han havde spurgt min onkel, som var størresinsenior I Aarhus, om han havde ikke kendt nogen, der kunne hjælpe ham med et problem. Han havde lavet et stort låg, der svømmede ovenpå en oliebeholder af beton. Han havde lavet det låg, der omkring beholderen var der en ret svær ring af betonkant, der var jeg godt til. Og der havde han fået et projekt, og der lå hjernene I undersiden. Og selvom han var eliningeniør, så syntes han, at det så lidt mystisk ud, at hjernene skulle ligge der. Så ringede han over og spurgte, om vi ikke kunne lave et projekt. Og om vi kunne undersøge, hvordan det skulle laves. Og næste morgen klokken otte det var jo ikke ret svært at lave, det var en simpel beregning. Næste morgen klokken otte, så lå på hans bord vores projekt der. Og det blev han jo altså så glad for. Så det førte så til, at vi senere gik I gang med udvidelsen af mælkkraft og senere stodstroværket. Og så lavede I et kontor I Aarhus? Så lavede vi et kontor I Århus, og der blev toppen og går leder. Så der skete en hel masse. Kunne du virkelig nå alt det? Jo, jeg havde selvfølgelig nok at gøre. Jeg havde min vejrgerning på dels Danmarks Tekniske Højskole. Og så kom jeg ind I nogle skønsmand sager. Andre ting nummer og sådan noget. Men jeg husker særligt ens skønssag. Og det drejede sig om et tag I Rødovre på et højhus, der blæste af. Når vinden blæser ind over taget, så kommer der sug på taget, og det kunne tage, der altså ikke står for. Så lavede jeg en model af taget og satte det ind I en vindkanal. Her er et gammelt billede fra mor seksoghalvtreds et avisbillede. Det satte jeg ind I en vindkanal og målte og så fandt jeg ud af, at det virkelige sug på taget, det var over et døgn så stort som det sug, som normerne angav. Det vil sige, at normerne måtte hurtigst muligt laves om. Og det blev de I løbet af en måneds tid. Også andre steder, for eksempel I Norge, måtte man lave dem om. Gålministeriet, som stod for normerarbejdet, de blev så tilfredse med det her resultat, så de ringede til mig og bad mig henvende mig til Stærmose og Bork Hansen, arkitekter I Odense, der lige havde vundet konkurrencen til den nye Rigshospitalet. Og snart efter havde vi oprettet et kontor I Odense og var I gang med Rigshospitalet. Der blev Niels Christian Larsen leder. Og så havde vi vores otte-kontor, vi havde for vores Aarhus-kontor, og vi havde et I København. Så var vi kommet så langt. Og hvad så I Nørresundby? Der skete jo det, at de skulle have et nyt elværk I næferværket deroppe. Og der kendte jeg elværksdirektøren, som stod for Bygiet. Jeg havde siddet I et vindudvalg med ham, og han havde åbenbart så meget tillid til os, så han bad også om at konstruere det nye værk der. Nu havde vi også erfaring for Aarhus. Det hjalp selvfølgelig også. Vi fik oprettet et kontor I Aalborg og Sundby med Anton Rasmussen, som leder. Så havde vi vores tre distriktkontor. Gælder det så ikke om at kende en hel masse mennesker? De skal jo vide, at man eksisterer. Men hvis der er bygherre, der skal lave et projekt, der kommer måske koster flere millioner, så beder de jo ikke en om at hjælpe sig, fordi de vil være rare. Hvis de ikke har tillid til at tror, man kan gøre det, så får vi altså ingen opgaver. DTH er, så vidt jeg ved også et af de kendte RH-projekter. Ja, det er jo et af vores største projekter. Det var en kolossal masse bygninger, der skulle bygges derude. Det er et godt eksempel på, at man skal kende nogen. For hvis jeg ikke er kendt til Guldberg, der senere blev udenrigsminister. Jeg kendte ham gennem Dansk Engineøren, gennem fagligt arbejde. Hvis jeg ikke er kendt ham, så havde vi simpelthen ikke fået det arbejde. Vi skulle jo først finde ud af, den ny lærerstalten skulle ligge. Og der var forskellige projekter. Forslag. Der var et I Hørson og der var et ude I Vestskoven. Men engang var jeg med engelund ude slatten I Lundftftet. Og vi så på det areal derude. Der var en stor mark, og så lige midt på marken lå der en hangar. Og det gav mig jo sådan lidt tanker bagud I tiden. For jeg har som dreng boet I nærheden, og der sov vi jo de her flyvemaskiner fra dem, der var et militær flyveplads, så vi dem I luften hver dag. Og når der var opvisning, så tog vi derud og så på det. For en gang imellem var der sådan noget særligt. En gang havde de fået noget ganske ordentligt særligt. De maskiner, de havde normalt, var maskiner til en eller to mand. Åbne var de. Og der havde de fået en lukket maskine, der kunne rumme ikke mindre end seks mand. Den hed også Goliert. Og jeg var derude og se på den. Og den hævede sig jo I luften og lande igen med seks mand. Og dengang den landede, så brød afspærringer sammen, og folk strømmede til. Og det var ikke så meget maskine, de ville se på. De ville se på, hvordan de folk, der nu er svavet mellem himmel og jord, så ud efter den omgang der. Det var andre tider. Der var også en dame, der sprang ud I en faldskamp. Kæk dame, der sprang ud I en faldskærm. Man kunne sikkert heller ikke dengang rigtig styre så godt som det ud I en faldskærm. Så hun dræbte også ned I brede mølledam. Og en dag jeg sad I vores kirsebærtræ hjemme I haven, der har vel været kirsebærsiden, så vi op på en maskine, der pludselig drætede ned. Den faldt fra næsten ned på samme sted, som hun også var faldet ned. Nej, det er jo ikke meningen, jeg skal fortælle om alt det der, men man kan jo tage det som et tidsbillede. Du fik altid stadig flere opgaver til Rambøla Hennemand? Ja, der kom jo mange opgaver. Hanmanden var jo også med. Nu har du bedt mig fortæller om mig selv. Vi har også nævnt hanmanden og radiomasterne, hvor han jo gjorde en heldig indsats. Men han var jo også med på mange andre måder. Som et eksempel kan jeg nævne Egmont's kollegium. Vi var ansat hos englen, og hanmanden viste tog så engang en tegning af det projekt, der var til den nye kollegium. Det lå imellem den spidse vinkel mellem Nørr og Jagvej. Det var udformet, så den passede ind I vinklen. Det vil sige, at studerende I den ene fløj skulle sidde og klø over på de studerende I den anden fløj. Og det var jo lidt uinspirerende syntes han mand. Så han gik op til engleren og sagde: Hvorfor I alverden skal vi ikke lave en lang bygning? Vi kan lave den lidt brudt, så de studerende kan se ud på landskabet til begge sider. Og sådan blev det. Så blev det første projekt fuldstændig kasseret. På den måde kom vi altså ind, det var handelsmænd skyld, så kom vi altså ind og fik det rådgivende arbejde på det kollegium. De mange projekter I Danmark førte efterhånden til aktiviteter I udlandet. Der er sket et vældig skrevet I vores internationalisering. Jeg er meget imponeret over det fremskridt, de har derovre I vores internationale afdeling. Når jeg er imponeret, så kan det godt være, fordi jeg I mig selv er noget af en hjemmefdning. Det er utrolig så mange projekter, de har fået fat I. De sidste fire år, der har vi haft folk ude I hundred forskellige steder og se på det der. Og det er jo fremtiden, der vil komme mere og mere. Vi har I dag tyve procent af vores virksomhed I udlandet. Og jeg regner med, at om få år, så har vi dobbelt så meget. Og det er også nødvendigt. Hjemmemarkedet her, det kan faktisk ikke være sådan en virksomhed som os. Du har netop været ovre til åbningen af Det General Management Cos, som Rambøl og Hennemand afholder for Dannida? Ja, der var vi to gange om året. Et kursus der, der er på tre måneder. De kommer fra Asien og fra Afrika, fra Filippinerne, fra Kenya alle steder fra. Og der er et hold der, der bliver fuldstændig samarbejdet og virkelig lærer hinanden at kende. Og vi betragter altså mere end management opgave. Sådan sidder så synes vi jo ligefrem, at der er lidt verdensperspektiv I det. Fred på jorden, det opnås jo kun det, at der er forståelse mellem mennesker. Og I begyndelsen er der en lille smule usikkerhed mellem dem fra Africaiaan. Men når de har været der tre måneder, så er de de bedste venner. Så har man altså fået en rigtig god forbindelse mellem dem. Og det har vi altså hver nye hold mellem tyve og tredive mand kommer der. Mand. MK. De kommer der hvert år. To gange. Så vi lærer andre at kende I udlandet. Og det folk, som altså er på det næsthøjeste niveau, som kommer, det er management. Og efter de har været hos os, så er der mange, der strider og siger op til det højeste niveau. På den måde får vi også en masse forbindelser I udlandet. Det er der ingen tvivl Og I foråret tusinde ni hundred og halvfems var du en tur I Kina, for at deltage I åbningen af det store Sikkert projekt, som Rambøl og Hannemand kører I Beijing? Ja, det var altså også et af de der projekter, hvor vi havde fået den opgave igennem EF at være med I et stort landbrug Forskningscenter. Forskningscenteret, som skulle kanalisere viden ud til det store Kina, der bor jo et komma to milliarder mennesker. Og landbruget er mange steder meget tilbagestående. Det har jo okser ind, der trækker. Og det skal vi bygge. Det kan vi bygge på to år, men vi skulle blive der I seks år. På de næste fire år, der skulle vi altså være med I undervisningen. Og udviklingen af det. Så vi har en mand derovre, som flyttede med familien og bliver der I seks år. Og der efterhånden kommer andre folk deroppe, der bliver der I døgnet og to eller kommer tilbage igen. Så der har vi mægtig mor, som der arbejder deroppe. Lad os vende tilbage til Danmark. Ambylder Hannemand har I dag kontorer I enogtyve danske byer. Hver eneste gang vi oprettede et kontor, så var det fordi vi har haft en ret stor opgave I omegnen. Og så har det været praktisk at få sådan et kontor. Det samme gælder, når vi har nogle datterselskab, så er det ikke bare for at blive større. Det er for at få noget ekspertise ind, som vi ikke har I forvejen I firmaet. Men vækst styrker vel også firmaet? Ja. I begyndelsen var vi altså fuldstændig ligeglade med, om vi blev store, når bare firmaet gik på en fornuftig måde. Men nu kan jeg godt se, at nu er det nødvendigt at være stor, hvis man skal ud I det store udland. EF og verdensbanken og andre, der øser penge ud til udviklingslande, de henvender sig ikke til selskaber, der ikke har et bedst format. Desuden er det jo også, at det er en mægtig udvikling inden for EDB for eksempel og en hel salg. Og det koster penge at følge med der både til uddannelse og til ækvivalment. Så det er I dag godt at være stor. Firmaet blev større og større. Kunne du også finde tid til at passe sit professorat? Ja, jeg havde jo nok at gøre naturligvis. For jeg skulle jo også skrive lærebøger og sådan noget. Men det gjorde jeg om aftenen. Der var faktisk mange år, hvor jeg Helt manisk salg fra kl. Tyve til fireogtyve hver eneste aften og skrev regeringen. Det vil sige, at min stejl familie så man faktisk nærmest fra ryggen I de år der. Jeg vil nok sige, at når jeg tænker på det, så dag synes jeg ikke, at jeg var rigtig klog, når jeg gjorde sådan noget der. Der er jo mange, der bruger deres tid nu. Og I hvert fald hvis de bruger deres tid, så skal de være meget taknemmelige over, at de har altså tålmodige kone og børn, der vil finde sig I det. Faktisk urimelige, der sker I et familieliv. Men jeg hørte altså til en af dem. Det må jeg sige. Du er blevet klogere. Ja, til sidst var der jo ikke rigtig timer nok I døgnet. Og så tog jeg simpelthen min afsked. Jeg var otteogfyrre år og fik den, som det hed, I nåde og uden pension. Men så fik jeg jo også mere tid til at kunne slå mig lidt I tøjet. Men det skal jo ikke glemme sig, mens vi var på DTH, der havde vi jo folk som Torben Afgård, der klarede Aarhus, og så havde vi Knud Lauesen og Ib Mogensen, de regerede jo her I København og aflaster os jculosalt meget og gjort et stort arbejde. Og dem gjorde vi så til medindhaver på et vist tidspunkt, hvilket vi synes var meget retfærdigt på grund af den store indsats, de gjorde der. Men firmaet var på daværende tidspunkt et interessant selskab? Det var et interessant selskab I en hel del år. Men på et eller andet tidspunkt kunne vi se, at det ville komme til at knibe ved generationsskifte. Og så gjorde vi det. Og det var vi faktisk de første rådgivende nu er der mange, der har fulgt efter. Vi var de første rådgivende her I Danmark, der gjorde, at vi dannede os om til et aktieselskab. Og aktionæren, ene aktionæren, det var firmaet selv. SI, den selvejende institution, som vi kalder den. Det var inaktionæren. Og vi blev så lønnede medarbejdere. Alle vi, der havde været ejer før. Det var I tusinde hundred og halvfjerds, at firmaet blev til et aktieselskab, og I blev direktør. Vi blev direktør til en meget god løn gjorde vi der. Men det var tusinde ni hundred og halvfjerds, og tiden er jo gået. Vi tog Niels Christian Larsen, som jo var leder af Åens kontor, han tog vi så ind som direktør også. Og I dag er han den eneste, der er tilbage. Vi er faldet alle sammen for femogtres års grænsen, som vi selv har indført. Han mand døde altså desværre til vores store sorg I tusinde ni hundred og firs. Men I dag sidder Niels Christian Larsen nu som den eneste I direktionen. Han blev så endda administrerende direktør. Men det var heller ikke ret længe. Her I sommeren nittenhundrede 'tooghalvfems, der går han sin Nej, fordi han fylder femogtres, og så kommer Flemming til. Og det har været bestemt allerede I power. Du har en stor stab ved bøger liggende der. Du har skrevet både teknisk videnskabelige lærebøger. Og senere er du gået over til også at skrive skønlitteratur. Hvordan fik du tidtalt det? Ja, det måtte jeg jo gøre ind imellem. I sommerferien om aftenen. Jeg fik jo I hvert fald tid til det. På et tidspunkt havde jeg jo skrevet så mange lærebøger og videnskabelige bøger, doktor-disportals og sådan noget, at jeg ligesom var blevet mæt af det. Og så gik jeg over til at skrive de der andre skønlitterret bøger. Og det har jeg sandelig ikke fortrudt. Jeg skrevet den, jeg ved ikke hvor mange jeg skriver fem-seks-syv-ni stykker, hvis der var det helt af de mig. Men det jeg kunne sige om det der, det er, når man sidder og skriver sådan noget, sådan nogle S-Aes for eksempel, så har man et engagement I sig. Og det jeg vil sige, det var Det engagement I sig, det er meget nært det samme, som dengang man skrev bøger med formler og tal ind I. Engagementet gør, at man er så interesseret I det, så ens følelser overfor det, det er det samme. Det er den samme glæde, man skrev sådan på, som dengang man skrev det med alle de der formler, som jeg nok ikke kunne tænke mig at gå tilbage til I dag. Du har mange musiske interesser. Nu har vi været inde på dit forfatterskab. Ja, jeg er jo interesseret I, at det ikke bare er teknik det hele. Jeg er også interesseret I firmaets medarbejdere ikke bare Ensides beskæftiger sig med teknik. Og blandt andet så har jeg igennem Lasse, som jo er den selvejende institution, de skal jo være nogen til at styre sig selv om det er firmaet, der er selvejende, så er der nogle mennesker, der sidder I en bestyrelse. Og der har jeg altså været sørget for, at vi indkøbte et stegenvæg-flyet. Og det har vi nu I firmaet, og det bliver brugt meget I vores musikforening. R og h omkring I flyet, hedder det jo. Så der får vi et lille indslag. Vi har også vores kunstforening. Ikke fordi jeg er virksom I kunstforening. Men det glæder mig da, at vi har den slags ting I firmaet. Og firmaet giver ovenikøbet økonomisk tilskud til foreningslivet? Jo, I kunstforeningen for eksempel og musikforening. Der er et kontingent fra dem, der er medlem om, at firmaet betaler en lige så stor del som det samlede konsekvenser, vi demonstrerer, at vi er meget interesserede I, at der sker sådan noget. Og så personligt er jeg jo også meget musikinteresseret netop og spiller f. Eks. Sjæle. Kunne vi så ikke få dig til at spille et stykke for os på din Shell? Ja, det er jeg altså ikke god nok til. Men jeg kan da godt prøve at stryge et par strøg på den, så man kan se, hvordan mine to hundredårige gamle Shell lyder. Du har stadig dit kontor I firmaet her I Teknik af by30. Kommer du her hver dag? Ja, det gør jeg. Heldigvis har vi jo stadig nogle opgaver, som vi ikke har direktør mere. Blandt andet har vi jo de opgaver, som SI, den sælger I en institution, skal styre. Og der har vi jo blandt andet ansvaret for filosofien. Det jo den, vi gerne vil have, som noget, der giver os et vist særpræg. Nu er det ikke fordi, der står noget særligt I pukkelerne. Det væsentligste, der står, er, at man skal opføre sig ordentligt som mennesker mod hinanden, uanset hvilket niveau man befinder sig på. Så det er sådan ikke særlig I Pokgeren. Men alligevel Jeg tror, det er værdifuldt at have sådan en skrevet. Da vi var Ja, da vi var under tusind, kan vi sige. Der kunne vi måske bedre snakke om det. Men på et tidspunkt kunne man se, at var blevet så mange. Så det kunne altså ikke lade sig gøre at udbrede det budskab uden man havde noget trygt. Og så bastlede jeg med den her en RH-filosofi, som den hedder. Hvis der ikke står noget særligt epokegørende I filosofien, hvordan er den så med til at skabe RH's særpræg? Et af særpræg er, at vi overhovedet har en trygfilosofi. Dengang vi var færdiefirmaet, der kunne vi jo sådan nogenlunde udbrede den holdning, vi gerne ville have. Men det knepede, når vi blev over tusind medlemmer. Og så barslede jeg med sådan en RH-filosofi. Du spurgte om, hvordan vi ellers kunne sige, at det var et særpræg. Ja, det kan da svare på den måde, at der I hvert fald er mange firmaer, som har en formandsparagraffen, der mere eller mindre direkte siger, at det væsentligste her I livet, det er at tjene penge. Flest mulige penge. Det er det, vi tager afstand fra. Og der har vi for eksempel den vigtigste paragraf, vi har her. Den hedder 'tilfreds medarbejdere'. Og det er klart, at medarbejderen bliver jo ikke tilfredse, hvis det ikke får nogen penge. Så der skal jo tjene penge. Men det er ellers selve tonen, vi I meget høj grad taler om. For vi vil gerne betragte dem som en familie her. Hvis der nu fandtes en Vorherre, der for og frar skulle til at ordne samfund. Sådan en bøs som I det gamle testamente, kan man sige. Men en Vorherre, og så vil han sige: Prøv at lave et små samfund. I kan kalde dem firmaer. I har jeres egen familie, men nu har I I størstedelen af jeres tid, bruger I firmaerne. Så der skal I danne en ny familie med alle medlemmerne. Og der skal I have det godt. I skal selvfølgelig tjene så mange penge, så I kan leve godt. Men I skal også have den glæde, at I kan udvikle jer og få afløb for alt jeres energi og for alle de tanker, I har I samarbejde med alle de andre. Om I var I stor familie. Ja, både I en RH-filosofi og når vi hører dig tale ved forskellige lejligheder. Der bruger du ofte ordet familie. Kan vi vedblive med at være en familie, når vi efterhånden bliver så store? Vi kan prøve på det. Der står tydeligt nok her I filosofien. Det vil være naivdet at tro, at den tiltræste filosofi trænger ind I alle sind. Men de har sat det mål op, og selvom bolden ikke går I nettet hele tiden, så er det rart at have et mål. På side seks I en RH-filosofi står der, at Bampe eller Hannemand ikke påtager sig opgaver for militæret. Det er måske den eneste rigtige restriktive bemærkning. Og det er simpelthen, hannerne og jeg. Jeg har været militært nægter, og det har ligget os meget på sinde, at vi ikke foretager os nogle opgaver. Vi er klar over, at der er nogen, der med at freden måske bedst bevares ved, at man styrker sig så meget som muligt. Men det må vi respektere, nogle mener. Vi kan bare sige: Her I firmaet vil vi ikke tjene penge på noget, der skal udvikles til at slå mennesker ihjel. Vi sidder nu på en af de mange tegnestuer på Bredvej, hvor Ambil og Hannemand I dag har hovedkontor. Det ser ud som om, at der foregår en hel masse ting her. Der er mange projekter I gang. Vi startede jo meget indsigd med konstruktioner. Det var vores fag på Lande's tekniske højskole. Men snart kom der jo også installationer. Her sidder vi for eksempel I elsektoren, men ellers udviklede teknikken sig utrolig hurtigt på mange områder. OpsJour dukkede op, og dateteknikken udviklede sig gigantisk. Og vores informatikafdeling har jo et meget, meget stort fagområde. Energi og miljø er jo også noget, der vejer meget mere end I gamle dage. Der fandt man sig I I gamle dage, at teknikken havde en helt masse grimme følgevirkninger. Det gør vi ikke mere. Nu fokuserer man jo meget kraftigt på den menneskelige side af sagen. Og der kom det for eksempel inden for produktionen, at der kom en helt ny ting, der hedder livsscyklus. Og det vil sige, at rådgivende ingeniører ikke skal tage hensyn til at skabe projektet og få det til at leve. De skal også tage hensyn til projektets død. Det vil sige, at de skal skabe sig sådan, at man kan skabe sig af med det, når man er kommet så langt, at det ikke kan bruges mere. Man kan skaffe sig af med det uden at ødelægge, hvor jord man er gift eller på anden måde skader den. Fiskeri og landbrug er nogle meget ugiftige virksomheder. Dem har vi jo mange opgaver rundt omkring I U-landene. Og det er I hvert fald alene de gode sunde ting, som teknikken kan frembringe. Man kan vel egentlig sige, at firmaet har haft tiden med sig gennem udviklingen? Ja, det har det I høj grad. Vi har forsøgt at følge med tiden. Også på de mere traditionelle områder som byggeri, anlæg og industri. Der har vi forsøgt at følge med tiden. Det har vi gjort ved at knytte så mange dygtige medarbejdere til firmaet, så jeg er tit meget imponeret. Til forekomrer mig, at de er meget dygtigere, end vi var I vore dage, da vi gik ud fra Lærerenstalt. Havde I forestillet jer sådan en udvikling, da I startede firmaet? Udvikling? Det havde vi ikke. Vi begyndte småt, og når man lægger frø jord, så er man glad på, at bare ser det spire. Det ved man jo ikke, om det bliver til en lille juletræ til, at der skal hun stolte camper. Så vi har bare set det vokse, og det blev jo temmelig stort. Og det skyldes jo også den masse meget fremragende medarbejder, vi har. Hvordan ser du så på fremtiden? Fremtiden ser jeg optimistisk på. Både herhjemme og I udlandet. I udlandet har vi så gode muligheder. Det indre marked er kommet med. Og Østland har åbnet sig, og der vældig interesse og beskgang fra EF, fra verdensbanken og fra mange andre på at gøre noget I udviklingslande. Og der har jeg indtrykket af, at vi ligesom sidder her oppe I et lille hjørne af hele verden, og den åbner sig for os. Så det gælder bare om at gribe til. Der er mægtig gode muligheder, synes jeg. Og så er der kommet et navn mere på navnet, så vi I dag hedder Rambøl, Hannemand og Højløn. Ja. Og det har især gavnede vores hjemmemarked. Vi har jo fået et skub op ad både vores ekspertise og også vores opgavemuligheder. Der er blandt andet her hjemme vores broer over Storebælt og Øresund. Og med det stærke firma, som vi nu er dannet ved fusionen, Ramøl, Hanmann og Højlund, Der har vi både vilkår herhjemme og I udlandet.